Se Emne
 Dengang vi kunne mose os ned i et par stramme hvide bukser.... [Artikel - Dansk]
|
|
| Dare2think |
Posted on 26-01-2015 05:17
|
 Superadministrator  Indlæg: 335 Tilmeldt: 24.01.14 |
Skrevet & Udgivet på greycell.dk: 21 September 05'  Eller hvilken farve de nu end havde. For mit vedkomne var de kulsorte, og i dag, fatter jeg ikke at jeg kunne kunsten at komme i dem. Men ikke desto mindre lykkedes det, uden hjælp af korsetter og skohorn. Tiden var, hvor hårmoden hed bophår. Bælterne skulle være, lange tynde og lyserøde. Især lyserøde! Trøjerne måtte godt sidde ud overbukserne. Gerne nede om knæene. Støvlerne var spidse, og kunne skræmme en hvilken som helst, da man gerne så sig selv, uden den sidse støvle, i ens røv. Dog undgik man ikke altid ballade. Men balladen var blot en fortabt revolution. De unges måde at sige JEG FINDER MIG IKKE I DET HER MERE, og så fik de ellers den populære fuckfinger, der i dag er nærmest en venlig hilsen til alle, man møder på gaden. Det var tiden, hvor man for alvor begyndte at kalde klikerne ved navne. dele folk op for alvor, og ikke længere kun arbejderklassen, og alle de andre.  Stilen.... Der var yuppierne, med deres smarte kappa/krokodille tøj. Punkerne, med deres ødelagte tøj, og mindst 150 sikkerhedsnåle i hvert øre, og næsen hvis de slap afsted med det. Dem der startede moden med hanekammen. Helst i alle regnbuens farver. Nu en alledags trend, hvor det er yderst charmerende på små børn med en hanekam. Poptøserne og popdrengene, i deres fine tøj med de lyserøde bælter, og deres hår sat op med mindst ti flasker hårlak. Lidt senere, blev det også mode, at ifører sig tøj der mindede om et fiskenet. Man ville kunne overleve dengang på en øde ø. - Tøjet kunne bruges til at fange ål med (og andre glatte fisk ;-)). For drengene blev det lidt modernede med halvlangt hår. Helt langt hår var forbeholdt heavyrockerne. Hvilket så er den kategori, jeg kunne smides ind under dengang. Nemlig heavyrockerne! Dem der hørte heavyrock. Jimmi Hendrix's efterkommere. Alle iklædt mindst 20 dødningehoveder overalt på kroppen, i form at påsyet mærker. Rygmærkerne var forbeholdt HA’erne, som holdt sig til få. Mens heavyrockerne, syede så mange på som muligt. Mens de naturligvis skulle se pæne ud også... Altså så pæne som dødningehoveder med farlige orme hængende ud af deres slimede øjne og et baggrundsbillede af en verden der havde overgået ragnarok. Heavyrockernes bedste dans var at slynge deres hoveder rundt i akavet stillinger, med så høj hastighed, at hovedet ikke ville fatte, at det reelt set, kunne falde af! Alle de andre, var der også. Enten havde de ingen mening, eller også havde de, man hørte dem bare ikke. De skilte sig ikke ud. mente de selv. Men selve det, at de havde en holdning, var at skille sig ud, især hvis man i nattens mulm og mørke satte plakater op i hele byen, om at regeringen tænker ikke - fri ungdom osv....  Dansen i livet... Yuppierne, holdt deres pæne stil, og stod overfor hinanden - pige - dreng. (medmindre man gik på bøssebar naturligvis) Og bevægede en fod til den ene side, og bagefter den anden modsat. Måske med lidt held, blev armene også bevæget lidt. Var yuppierne dog på "coke", ja så fik den ikke for lidt - men så var alting jo også lige gyldigt. Alt var bare fedt! Poptøserne og popdrengene. Ja deres dans, var lidt mere udfordrende. Altså mente de selv. Men måske var det deres halvgennemsigtige tøj, med fiskenettet ud over der gjorde det? Ihvertfald viste deres kroppe, i deres dans, at de her, var mere løsslupne. VI TØR GODT VÆRE POPPET, og vi elsker Depeche Mode - Madonna og New order. Punkernes dans, var i mere aggressiv stil - idet det handlede om at kaste hele sin krop rundt i et stort lokale. Ja eller hvor der nu var plads. Hvis man gokkede hovederne sammen, var dette blot en del af dansen, og blødte man, ja så var man virkelig IN. Ja alle de andres dans, var blot en dans, idet de ikke ville skille sig ud. Der var naturligvis flere grupper i samfundet. Men disse er dem jeg lige i natten her, finder mest interessante, og guderne må vide hvorfor..... Måske mit lettere sarkastiske islæt, i puttet noget af min genetiske sorte humor. For ja dette er sjovt. Sjovt at tænke på, og ikke mindst sjovt, at have været en del af. Men med det sagt, er jeg naturligvis ikke færdig endnu.  Musikken.... Om så det var Malurt der skrålede om, at købe leverpostej i et supermarked, for at vinde kassedamens kærlighed. Eller om det var The Clash, der lagde op til at hele verden var |Censoreret af forfatteren| ja, lige op til dommedag i hvert fald.... Mens Iron Maiden nærmere lagde op til et liv, bagefter dommedag. Eller Madonna der for vildt, med sit fiskenet, sang om at være jomfru, og i øvrigt at ens far måtte slippe taget, en dag flyver alle børn fra reden. Musikken blev folks stemme. Måden at fortælle verden sit budskab, hvad end det var om regeringen var håbløst forældet (intet ændret på det punkt dog). Eller at kvinder skulle have ligeret (heller ikke meget ændret der... Mænd får stadig mere i løn end kvinder. Men i det mindste passer farmand ungerne, og laver mad nu....) Alle havde en idé med det de gjorde - ja eller også var de bare med på bølgen, af hvad de nu synes lød bedst og mest logisk, i en ikke logisk verden.  På et tidspunkt, som meget andet musik, blev Danmark invaderet af noget meget mærkeligt musik, der ligesom alt det andet musik, de unge hørte, drev deres forældre til vanvid. Drev også denne nye stilart deres forældre til.. ja nok ikke vanvid, nærmere dybt bekymring for deres børns ve og vel, i det de begyndte at bevæge sig robotagtigt, og endda at snurre rundt på deres hoveder. I skolen blev tegningerne på bordet afløst fra at være nuttede rundhovedet, hunde, til BREAK - hvoraf de fleste ikke anede hvad det var. Omend flere og flere, fandt ud af det, og så blev der også skrevet BREAK på vægge og meget andet. Førend nogen fik set sig om, var det blevet en helt trend at snurre rundt på hovedet, og skrive slangord på toge og tunneller.... gerne i sjove udformninger og med flotte farver. Det endte som en helt kunst, som bestemt ikke alle magtede - men der er altid plads til endnu en wannabe-something.  Revolutionen der gik i sig selv.... Meget handlede om at få lov til at være sig selv, som man var. Ungerne var levn fra de glade frie 60er/70er, hvor der ingen regler fandtes. Men nutidens unge syntes godt der kunne være nogle regler, bare de selv enten undslap dem, eller fik noget ud af det. Det blev tiden, hvor samfundet blev delt i nye grupper. Gamle regler blev til nyere, og mere modne regler - måske. Men vi kunne også kalde det en efterkrigstid, med konsekvenser.... For fra at komme fra de glade 60er og de stoffyldte 70er - gik vi ind i 80erne, hvor alting ændrede sig, og man havde nye mål i livet. dette inklusiv at gøre hele verden mere teknologisk, så man ikke skulle arbejde så hårdt. Hvilket naturligvis fik konsekvensen af arbejdsløshed, som de arbejdsløse ikke gad finde sig i. I dag går vi ned på AF (Arbejdsformidlingen) trykker på nogle knapper og ser om de søger os i vores amt. Hvis ikke vil den søde dame i skranken sikkert gerne hjælpe os, hvis ellers ikke det var for alle de ting vi gerne vil undgå.... Tænk at vi er nået så langt, at der er ting vi gerne vil undgå, eller får en allergisk reaktion fra. Ja, eller også er vi for kloge - eller ikke for kloge - eller for gamle - eller for unge - eller for rødhåret - eller for små..... At søge en ellers så simpel lagerplads, er blevet så avanceret, at man skal nærmest være medlem af Mensa, for at søge pladsen. I stedet sidder sådan nogle som mig fx, her - arbejdsløs med en masse ideer og drømme, og så lidt flere ideer, som ikke rigtigt bliver til meget andet end at jeg ganske forpustet, prøver at følge med i tidens udvikling. Godt nok kan jeg lide at tingene går hurtigt - men alligevel tænker jeg - kan vi egentlig følge med? Eller er det ligesom de siger om film? Lejer du tre, og ser dem alle, kan du ikke huske de to første du så.... Er vores oprør, blevet til et indre mavesår? Er vi blot blevet en tavs stemme, der overdøves af den teknologiske summen...? Husk på..... Som John Farnham sang: You're the voice - try and understand it! Må dit indre oprør, blive et ydre oprør! Siger du intet, bliver du aldrig hørt! (og det var så et citat fra mig selv, der klogede den!) Skrevet af Jonas Heilmann... 
Signature
Happy Thoughts from Dare2thinK |
| Share This Post: | 
|
|
|
|
| Share This Thread | |
| Social Sharing: |
|
| Facebook Like: |
|
| Hop til Forum: |