Se Emne
 Spørgsmål til et menneske - Interkøn.
|
|
| Dare2think |
Posted on 18-04-2016 19:38
|
 Superadministrator  Indlæg: 335 Tilmeldt: 24.01.14 |
 Hejsa. Hvordan går det? Jeg hedder Jonas og vil gerne stille dig nogle spørgmål, men først - Hvem er du? Hejsa, det går godt, jeg har massere at lave og det er jo altid dejligt at have noget at give sig til. Jeg hedder Stephanie Stine Toft og er forkvinde i gruppen Intersex Danmark, der arbejder for at gøre opmærksom på interkønnedes rettighedder og for at opnå anerkendelse af disse. Når jeg ikke arbejder, bruger jeg tid på at skrive på min personlige blog, hvor jeg fortæller om mit liv og de ting der har betydning for mig. Jeg bruger også en masse tid på at hygge sammen med min famillie og på mine andre interesser, der inkluderer løbetræning, guitar, sang, yoga og at hjælpe transkønnede med deres transition. Sp: Hvis jeg mødte dig på gaden, Hvordan ville du foretrække at blive tiltalt? Sv: Jeg vil foretrække at blive tiltalt ved mit mellemnavn, hvis det var nogen jeg kendte og ellers med feminine personlige stedord så som: Hun, Hende. Sp: Interkøn/Intersex. Hvis du stod på en gågade med et skilt i hånden og folk kom op til dig for at få af vide hvad Intersex/Interkøn betød, hvordan ville du så forklare det? Sv: Jeg ville sige at en interkønnet, var en person der var født med en naturligt forekommende atypisk variation af køn, der ikke udelukkende kunne defineres som entyddigt hankøn eller hunkøn. Jeg ville fortælle at der var mange forskellige variationer og at det ikke altid ville være tydeligt, bare ved at kikke på en person, at denne var interkøn. Jeg ville give eksempler på hvordan man kunne være interkønnet, men stadig gøre noget ud af at der var mange forskellige variationer, men fælles for dem alle, at de er medfødt. Sp: Hvor gammel var du, da du opdagede der muligvis var noget der var anderledes ved dig? Sv: Jeg var mellem 8 og 11 år (kan ikke huske det præcise tidspunkt), da jeg fandt ud af at jeg var anderledes. Mine forældre ville gerne have at jeg var ligsom drengene, men jeg forstod ikke på daværende tidspunkt, hvorfor de gerne ville have det og jeg havde det også rigtigt dårligt med at jeg skulle bade sammen med drengene, når jeg skulle til gymnastik time i skolen. Så jeg gjorde mit bedste for at undgå de situationer. Da de andre elever begyndte at gå i puberteten (hvilket var omkring 11 års alderen), undrede jeg mig over hvorfor der ikke også skete særligt meget med min krop. Jeg begyndte at udvikle ganske lidt former og mine bryster udviklede sig også en smule, men det var bare som om der ikke rigtigt skete lige så meget som hos de andre på min alder. Jeg gik på biblioteket for at finde ud af hvad der mon var galt med mig. Jeg fandt frem til ganske få referencer der omtalte personer der så ud ligesom mig, men dette var før internettet sådan rigtigt kom i brug, så det var i lang tid det eneste sted jeg kunne finde nogen der var som mig. Sp: Hvordan har lægerne håndteret dig? Evt hvordan har sygehusvæsnet modtaget og håndteret dig? Sv: I relation til køn: Da jeg som 21 årig, kontaktede min egen praktiserende læge angående hjælp til hormonbehandling, sådan at min krop kunne gennemgå en hel pubertet og kirurgisk behandling. Fik jeg at vide at jeg først skulle til psykolog inden jeg kunne få en viderstilling. Jeg gik dernæst til psykolog, hvor jeg startede ud med at spørge om hjælp på hormonelt og kirurgisk grundlag, hvorefter jeg fik at vide at vi lige skulle snakke om nogle andre ting, før vi kunne gå videre til det. Efter ca. et år spurgte jeg igen og fik at vide at psykologen ikke kunne hjælpe mig, men at jeg skulle kontakte min praktiserende læge. Så måtte jeg jo tilbage til den praktiserende læge, som prompte sendte en henvisning til sexologisk klinik for udredning af transseksualiet(for det hed diagnosen, i hvert fald dengang) Efter noget tid kom jeg så til samtale på sexologisk klinik i kbh og samtalen tog ca. 1 halv time. Til samtalen fik jeg stilt nogle meget underlige spørgsmål som f.eks. om jeg ikke bare troede at jeg var homosexuel eller om jeg stod op og tissede. Jeg fandt deres spørgsmål meget underlige og grænseoverskridende. Da jeg kom hjem, gik der ca. 14 dage inden jeg fik besked om at de ikke mente ”at jeg havde en egentlig transseksuel problemstilling, men at der var noget andet galt med mig” Denne oplysning gjorde at jeg brød totalt sammen, fordi jeg troede at det var den eneste mulighed jeg havde for at få behandling. De næste mange år boede jeg på psykiatriske bosteder, hvor man blandt andet prøvede at aflærer mig, min kønsidentitet. Efter endt ophold i psykiatrien, gik der ikke lang tid før jeg fandt en privat gynekolog, der var villig til at behandle mig med kønshormoner. Denne gynekolog spurgte hvad jeg dog mente der var galt med min krop og jeg fortalte ham, at jeg egentligt var rigtigt glad for min kropbygning, men at jeg var ked af den måde mine kønsorganer så ud på og at min krop aldrig var kommet igennem en pubertet. Jeg fortalte at jeg følte at de kvindelige dele af min krop føltes naturlige, men meget underudviklede. Gynekologen gav mig ret og fortalte at jeg sandsynligvis havde en køns variation, hvilket stemte meget godt overens med hvad jeg kunne relatere til, dengang jeg havde læst om det på biblioteket, i mine helt unge år. Han sagde at hvis jeg gerne ville finde ud af mere om det, kunne jeg tage kontakt til en endokrinolog. Jeg gik her i behandling med estrogen, sådan at jeg kunne komme i gang med min pubertet. Der gik 3 år inden vi fandt frem til den rette dosis af hormoner der skulle til for at jeg kunne komme i puberteten og som 29 årig, begyndte min krop for alvor at udvikle sig. Jeg tog selvfølgelig kontakt til endokrinologen og fik foretaget blodprøver der påviste at jeg var interkøn. Endokrinologen spurgte mig ”om jeg godt vidste at jeg var en mand”, jeg valgte dog ikke at diskutere det med ham, da han henvidste mig til en expert i den variation af interkøn jeg var. Da jeg kom til konsultation hos experten, fik jeg tilbud om at komme i behandling med testosteron og om at få skåret mine bryster af. Experten sagde også at han ikke ønskede at behandle mig, førend jeg havde fået en diagnose som transseksuel. Jeg takkede nej, til hans tilbud. Jeg følte mig virkeligt ubehageligt tilpas, ved at han ønskede at give mig testetoron og skære min bryster af og jeg skyndte mig væk, så snart konsultationen var slut. Efter denne oplevelse gik der lang tid inden jeg tog kontakt til det offentlige sundhedssystem igen og har først for nyligt taget kontakt til dem, da jeg ikke selv har råd til at betale for blodprøverne, der hjælper med til at regulerer mængden af kønshormoner, som min krop har brug for, for at kunne opretholde mit helbred. Jeg har taget kontakt til min praktiserende læge, men da denne ikke vidste hvor i systemet jeg hører til, er jeg igen blevet henvidst til sekslogisk klinik. I relation til dagligdagen: Alt efter hvilken situation det er jeg står overfor i forhold til helbredsproblemer, skifter læger mit køn på helbredspapirer efter forgodt befindene eller har utroligt svært ved at få notater til at stemme overens med hvad de ser foran sig og stiller spørgsmål som f.eks. hvilket køn jeg er eller hvad mit navn er. Andre gange er der ingen problemer og så behandler de mig som ethvert andet menneske. Sp: Hvordan var din barndom? Blev du udsat for mobning? Sv: Min barndom var ikke særligt behagelig. Der foregik gode ting, jeg havde nogle få venner, men disse var selv udstødte. Jeg havde en god veninde da jeg gik i børnehaveklasse, men det stoppede efter det. Pigerne i klassen var meget efter mig og ellers blev jeg totalt ignoreret af dem. Drengene gad ikke at have noget med mig at gøre og snakkede heller ikke med mig. Kun ganske få gjorde. For det meste talte mine klassekammerater ned til mig, når de endelig talte til mig. De ældre elever gav mig tæsk i frikvarterende, spyttede på mig eller trak tøjet af mig. Jeg var heldig hvis jeg kunne gå en hel dag, uden at få tæsk. Når jeg kom hjem fra skole, skulle jeg stå skoleret og fortælle hvad jeg havde oplevet i løbet af dagen. Jeg fortalte kun en gang hvad der foregik på skolen, fordi mine forældre tog kontakt til skolen, hvilket resulterede i at jeg fik endnu flere tæsk. Siden fortalte jeg altid at jeg havde haft det fint. Jeg havde et værelse, men jeg skulle altid kunne reagere med det samme hvis mine forældre kaldte og mine forældre kunne altid gå ind på mit værelse, når de havde lyst. Jeg havde ikke noget privatliv dengang. Når jeg aggerede på en måde som kunne opfattes som værende feminint, fik jeg besked at det måtte jeg ikke. Omkring samme tidspunkt som mine jævnaldrende kom i puberteten, havde jeg i et stykke tid prøvet at udtrykke mig selv, igennem tøj og tegne tøjdesigns. Da mine forældre fandt ud af det, brændte de tøjet og beskyldte mig for at anvende mine tøjdesigns som pornoblad. Jeg var meget oprørt over deres beskyldninger og opfattede deres måde at aggerer på, som at det at udtrykke sig selv, ikke var noget man måtte. Efter det holdt jeg op med at udtrykke mig selv. Da jeg blev ældre og kom ud at bo selv, havde jeg i mange år ikke prøvet at udtrykke mig selv igennem påklædning og havde svært ved at finde ud af hvad der var det rigtige for mig. Jeg vidste at det var forkert at udtrykke sig selv og hvis man prøvede på det, så ville man komme i problemer. Jeg fandt dog et fantastisk smuthul i form af hiphop tøj, som var fyldt med farver. Sp: Er der specifikke tider i dit liv der har gjort det svært for dig, netop fordi du er intersex? Sv: Mange tidspunkter. Hele min opvækst har jeg aldrig mødt et eneste menneske der var ligesom mig, så jeg har ikke haft nogen jeg kunne relatere direkte til. Det er at gå på offentligt toilet har altid været mega besværligt, fordi jeg hver gang bliver nød til at se på mig selv og bedømme om passer godt nok ind til enten at gå på kvindetoilette eller mandetoilettet. Ofte kikker jeg efter køns neutrale toiletter(handicap toilettet). Svømmehalen har længe været en udfordring, lige siden jeg var 11år. Har dog for nyligt fundet en måde hvorpå jeg kan komme i svømmehalen, men kun hvis der er handicap omklædning. I alle sportsklubber, bliver der nød til at være alternative omklædningsfaciliteter ellers kan jeg ikke deltage og hvis jeg vil være medlem af en fitness klub, skal jeg altid fortælle om min biologiske sammensætning, før personalet kan bedømme om de kan tilbyde mig medlemskab. I situationer hvor jeg gerne har villet finde en kæreste, er jeg tit blevet mødt med beskeden ”jeg er ikke til mænd og derfor kan jeg ikke være sammen med dig”, ”vi kan da godt have sex” eller at de ikke vil ses sammen med mig, fordi det er pinligt” eller ”at jeg godt kunne være deres lille hemmelighed” Situationer hvor man skal vise ID, hvor folk ikke tror på at jeg er den person der står på identificationsdokumenterne. Vagt personale er også blevet tilkaldt, når jeg har skullet prøve tøj, med beskeden om ”at der var mange perverse mænd, der kontaktede butikken eller at man skulle spørge om lov inden man brugte prøverummende”. Prøv at forestil dig en hver tænkelig situation, der har et eller andet at gøre med køn, i det samfund vi lever i. Om du går i skole, skal på lejrtur, have et lånerkort på biblioteket eller hvad end det måtte være. Sp: Har det på noget tidspunkt i dit liv, givet årsag til fx identitestkrise for dig? (Ex: Hvilket køn du var og hvem du er som menneske) Sv: Nej, Jeg har altid følt at jeg var kvinde , bare en anderledes form for kvinde. Sp: Kan en der er intersex også være transkønnet? Sv: Ja, en person der er interkøn, kan identificere sig på lige så mange måder som alle andre kan. Dette gælder også det at være uenig i sin tildeling af køn ved fødslen(transkønnet) Sp: Hvordan svare folk dig når du fortæller dem du er interkøn? Forstår de det? Sv: Når jeg fortæller folk at jeg er interkøn er det oftest, som svar på spørgsmålet om, om jeg er født som mand eller kvinde, altså hvad mit medfødte køn er. De forstår sjældent mit svar og fortsætter gerne med at spørge om jeg er født med en penis eller en vagina. De bliver sjældent klogere, da jeg ikke er i stand til at give dem et entyddigt svar. Mange gange går folk bare ud fra at jeg er transkønnet mand til kvinde og nogle gange kvinde til mand. Dette er også noget jeg oplever blandt transkønnede. Fælles er at folk ofte tager for givet at jeg er i besiddelse af et entyddigt køn og derfor også er i besiddelse af de samme funktioner, som en person der er født som entyddigt hunkøn eller entyddigt hankøn. Sp: Hvad kunne være en ideel verden for dig? Sv: En verden hvor alle følger den universelle menneskerettigheds erklæring, Yogiakarta principles, retningslinjerne fra FN og Europa rådet og lytter til de organisationer der arbejder for menneskerettighedder indenfor de specifikke grupperinger, der oplever at få deres menneskerettighedder trådt under fode.  Links: - Intersex Danmark - Intersex Danmark Facebook - Transitionsgruppen Kolding . Redigeret af Dare2think on 18-04-2016 19:48 Signature
Happy Thoughts from Dare2thinK |
| Share This Post: | 
|
|
|
|
| Share This Thread | |
| Social Sharing: |
|
| Facebook Like: |
|
| Hop til Forum: |