Se Emne
 Stilletiende passager
|
|
| Dare2think |
Posted on 18-04-2016 21:14
|
 Superadministrator  Indlæg: 335 Tilmeldt: 24.01.14 |
 COPYRIGHT JONAS HEILMANN NOVEMBER 2003. Dette bedes respekteret! Jeg gik ind i toget. Fandt min plads ved et vindue. Skramlede lidt rundt i min taske, for at finde de ting jeg skulle bruge for at overleve 5 timer i et tog. Mine smøger og noget at drikke og en god bog. Jeg havde valgt at genlæse en bog jeg altid havde holdt meget af. Jeg elskede sproget. Ordspillet i bogen. det gys den gav. Den spænding der var i bogen. Bogen gengav det som var man der selv. Stephen Laws - Spøgelsestoget. Jeg har altid holdt af og netop læse denne spændende bog i et tog. Kunne jo være - bare for sjov, at man fik samme oplevesler. Dog ikke i samme onde grad. Men en god grad......... Gider helt bestemt ikke nogen onde ting. Kun gode. Eller at vi bare kørte igennem en parallel port ind til en anden verden. Men ville det ske i et IC3 tog nu om dage? Man kan dårligt høre togskinnerne synge mere. De gamle bumletoge var langt mere romantiske. Jeg kunne godt lide kupeerne. Der var somreglen en mulighed for at finde en tom kupé, så man kunne sidde i fred. Det var nu meget rart. Men nu også sjovt at studere de andre passagere der var med toget. Gad vide hvad de tænkte? Toget listede sig ud fra perronen. Stille som disse toge nu gør, for så at accelerere op i en meget høj hastighed. Landskaberne begyndte at ændre sig, fra bybillede, til landliv. Endnu en ting jeg leskede ved at køre tog. At kigge på de landskaber der var. Der er især strækningen mellem Hobro og Århus, der er særdeles smuk. meget meget flot natur. Men den er nu også dejlig imellem Århus og Fredericia. Der er efterhånden ikke den strækning jeg ikke har kørt i dette land. Jeg slår op på den første side i bogen, og kigger ud af vinduet. jeg vil meget gerne læse denne bog. Men mine tanker sidder fast i et spor. Jeg kan ikke lade være med og tænke på de ting der er sket for nyelig. Mest de ting der er sagt om mig. Jeg forstår dem ikke. Vi standser ved en ny station. Jeg kigger om jeg kan se hvilken én? Der skal ikke så mange mennesker med dette tog. Det er nu meget godt. Bryder mig ikke om overfyldte toge, hvor man står og sidder så tæt sammen, at de andres menneskers lugte fra hele deres dagligdag, sniger sig ind i min næse. Godt nok er mennesker rare. Men ikke SÅ tæt på. Nu køre toget igen. Gad vide hvornår togkonduktøren kommer? Jeg finder sjældent ro, førend jeg har fået vist min billet til ham eller hende. Jeg bladre frem i bogen. Jeg husker allerede hele historien. Den er ret uhyggelig. Må vist heller købe en kop te, hvis tog stewardessen kommer forbi. Kunne være der også var et UDE OG HJEMME. jeg føler ikke lige nu at jeg har lyst til at læse min bog alligevel. Lysten er lidt forsvundet i takt med mine tanker er steget. Der er altid et, der afløser noget andet........ Nå der kom togkonduktøren. Jeg smiler. Viser min billet. Han nikker og ønsker mig en fortsat god rejse. Han er som alle andre mennesker. Et menneske på job. gad vide, hvad der har fået ham til og vælge sådan et job? Jeg prøver nogengange og forestille mig hvordan folk er uden for deres job? Men det er ikke nemt. Det er jo ikke altid et job siger noget om mennesket i helhed. Jeg kan godt lide mennesker. Jeg ønsker at forstå dem. Jeg kigger ud mod landskabet. Markerne der er blege af vinteren. Træerne der hænger dovent, uden deres blade på. Nøgen. Bare. Frie? Hvorfor er der sket det jeg altid har kæmpet mod? Hvorfor siger de sådan om mig? Jeg tvinger en trang til gråd tilbage hvor den høre til. Ked af det, det er jeg. Ingen tvivl om det. Men det er ikke lige stedet for at sidde og tude. Måske ville der være nogen der forstod mig. Men det ville bare være et objektivt menneske, som ikke kendte mig. Og her har jeg brug for, at det er nogen der kender mig. Bare så de kan forstå, at det er dem der ser det helt forkert. Men jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det. Hvorfor har vi mennesker så svært ved at sige ting til hinanden? Det må være en af de ting, der gør at folk ser hvad de selv vil, hos et menneske. Det der lige nu gør mest ondt i mit hjerte, er at der er blevet sagt at jeg bliver syg på kommando. Mig som gør så meget for ikke at vise de smerter jeg rent fysisk har hver dag. bare sådan så jeg ikke er en byrde. Men det er lidt svært at smile, hvis en migræne dundre derudaf. Endnu sværere er det at ave dybsindige samtaler. Når jeg allerhelst bare ville have fred. Det samme hvis min ryg gør ondt. Jeg forstår ikke hvorfor ingen tror på mig. Jeg har jo trods alt lidt af det med ryggen, siden jeg var barn. jeg fik endda pinlige indlæg i mine sko, for at rette op på mig. Det samme med min mavesygdom. Jeg har jo ikke bedt om at den skal være sådan. Hvem ville dog bede sig selv om at ens mavemuskler ikke kan lukke sammen? Tror ikke at nogen kan det. Det er jo en muskel. Den bestemmer man ikke selv over. Men det gør at jeg ikke kan tåle alt mad, og at jeg er nød til at tænke over hver bid mad jeg tager, og tygge endnu grundiger end jeg tænker. Hvis jeg ikke følger de ting, kan jeg passende hænge med hovedet i toilettet resten af natten. Men selvfølgelig ved folk jo heller ikke, at jeg normalt ikke kan kaste op. Jeg skal være virkelig syg, førend jeg gør det. Men så er den også gal. Det var efter en operation i 1988, hvor jeg fik fjernet mine mandler. Jeg havde nu ellers ventet længe. Men til sidst trådte de voksne til, og sagde nu skal der altså gøres noget. Synes nu ikke det var så alvorligt igen. Jeg havde jo bidt smerten i mig. Mellemrummet mellem mine mandler var på størrelse med langsiden af en tynd synål. Altså slemt alligevel. Men de kunne vist ikke helt styre deres kniv da de fjernede mandlerne. For de snittede min drøbel, så jeg kan nu stikke hele hånden ned, uden der sker andet, end jeg stikker hele hånden ind i min mund. Hvilket jeg ikke gør, da det jo ligesom ikke tjener noget formål. Der var togstewardessen. Så kan jeg få mig en kop te. Hvis jeg nu smiler ekstra sødt, kan jeg nok tiltuske mig to ekstra stænger sukker. Vil jo gerne smage sukkeret, ikke kun fornemme at jeg har kommet noget i. Jeg lukker min bog, og pakker den ned i tasken. Kommer nok ikke videre med den. Jeg bestiller min te, og får mit sukker, og et ude og hjemme. Jeg ruller en smøg. Som altid kigger folk når jeg gør dette. Gad vide hvad de tror jeg har i min rullekasse? De kunne jo stikke næsen ned i det. Det ville nok svide lidt i øjnene. Jeg ryger jo menthol tobak *S* Atter drager mine tanker tilbage, nu hvor jeg fik et lille afbræk. Sjovt som man ikke kan styre sine tanker, førend de er færdigtænkt. Hvornår det så end måtte være? Når de bliver afløst af nye tanker? Det er lidt pudsigt at folk ikke tænker logisk. fx når de på bistandkontoret ser mig til de halvårlige møde. At de så bare tænker på; hende der skal i job. tag nu bare det der er ledigt.... De kigger slet ikke på mig. Ser slet ikke at min hud rent faktisk ikke tåler lys. Lige pludselig en dag for efterhånden mange år siden, fik jeg en kridhvid trekløver min min højre tommelfinger. Lige ved knoen. Jeg tænkte ikke nærmere over det, før en jeg en dag efter et bad, kigger mig selv efter i krogene, og opdager, at Jeg havde sådanne pletter mange andre steder. Nu er det mere blevet til store hvide plamager der fylder min hud ud. Det fader fra min mørke hudfarve, som jeg har arvet fra min Grønlandske del af familien. Til en kridhvid farve, som kun albinoer har. Og de har jo ingen farve. Jeg kontaktede en læge, som fortalte mig et fint latinsk ord jeg ikke kan huske. Men også det Danske. Pigmentmangel. Det kunne jo så forklare mine grå/hvide hår som kom allerede da jeg var 18 år. Jeg vil med tiden have mistet al min pigment. Jeg håber ikke at jeg mister mine brune øjne. Men de er nu blevet lysere og meget mere lysfølsomme. Hvis solen står bag en sky, kan det somme tider gøre helt ondt i mine øjne. Men siger jo som altid ikke noget til nogen. Prøver at gemme mig bag et par solbriller, der ikke er mørke nok. Det er det samme med min hud. har jeg været udenfor i bare ti minutter, tidligt på foråret. Så får jeg røde prikker, som kløer helt vildt, i lang tid. det eneste jeg har fundet der kan hjælpe bare lidt på det, er aloe vera. men det skal være direkte fra planten. Det er jo så heldigt at jeg har en masse. Selv min næse har mistet pigmenten. Ser lidt dumt ud, når jeg har fået for meget sol. Så bliver den helt rød. Nogengange er der også nogen der driller mig. Kalder mig Rudolf. Ved godt et eller andet sted, at det er sødt ment. netop derfor jeg bider smerten i mig. Viser ikke at det i virkeligheden gør ret ondt på min næse, og at mit hjerte bløder. For jeg kan intet gøre. Så jeg smiler. Men indeni græder jeg. Jeg tager en slurk af min te. Kigger ud på landskabet der flyver forbi. Prøver og slukke for mine tanker........ I mange år sagde jeg til mig selv, og gør det stadig, at jeg ikke vil ende som mine forældre, med deres tendenser til at være mere syge end de var. Men det gik op for mig sent, at de rent faktisk var syge. Min far var/er delvist lam i højere side af ansigtet, og har bløde knogler fordi han som barn havde Engelsk syge. Deraf også mange rygskavanker. Min mor fejlede også alverdens ting. Også den med ryggen. Hun havde slidegigt i ryggen, og båndnedfald i lænden. Plus gigt andre steder i knoglerne. Og hun led af migræne. Og fik elefantfødder hvis hun fik hvidløg?? Vi har alle en tendens til en kropsvarme der er meget ulig. Passer godt med en radiator der ikke virker som den skal. Enten er den for varm eller for kold. Siden midten af 80erne har jeg lidt af daglige hovedpiner. Altid når jeg vågnede. Jeg har aldrig gidet have det sådan, og spiser derfor jævnligt hovedpine piller. Mange har igennem årene prøvet og få mig til at stoppe. Men det er jo heller ikke dem der har hovedpinen. Det hjalp lidt da jeg fik en bideskinne. Men den rykker mine tænder, så derfor bruger jeg den ikke så tit. Forklaringen er at jeg altid vil have det sådan. Fordi jeg som barn og ung havde bøjle på mine tænder i 10 år. 12 år hvis vi tæller den der bag ved tænderne med. Jeg fik det fordi at da mine blivende tænder var kommet, havde jeg stadig tre ekstra sæt tænder der ville ud. Det så forfærdeligt ud. Så man hev mine tænder ud og gav mig bøjle på. Her fandt vi også ud af at jeg ikke kunne tåle bedøvelse. Hvad der normalt ville aftage for mange andre mennesker, der har fået bedøvelse, var jeg altid syg i op til tre uger efter. Da jeg fik fjernet mandlerne, lå jeg i sengen tre måneder efter, med kramper og alt muligt. Men ingen gad undersøge hvorfor. Så når man får bøjle, flytter man tænderne. Men man kan ikke flytte knogler. Kæben og musklerne i ansigtet, så de vil altid kæmpe for at komme på plads igen. Så endnu en varig lidelse til mit hemmelige kartotek. Jeg forstår ikke hvordan man kan blive syg på kommando? Det er jo ikke sjovt at være syg. det er ikke spor rart, og gør ret ondt. Så når mine bronkier brokker sig, prøver jeg altid og undertrykke dem. Min trang til at hoste. Jeg har vist ikke fået fortalt at jeg rent faktisk har det dersens bronkiehalløj? Jeg har da fået det bedre. Ved ikke lige hvordan. Det hjalp vist en del at flytte fra København. Men de brokker sig stadig. Jeg synes ikke det er rart at tænke på at andre tror jeg er hypokonder, og bliver syg på kommando. Jeg er ingen af delene, og gør alt for at undertrykke at vise det. Bare lide i stilhed. Så er jeg heller ikke en byrde for andre. Hvem ville også gide være sammen med en som altid har ondt? Så er det bedre ikke og sige det...... Ved godt inderst inde det lyder dumt. Men hvad andet kan jeg gøre? Så er jeg heller ikke endt som mine forældre, som altid beklagede sig over deres smerter. Jeg vil jo gerne en hel masse ting. Men kroppen sætter sine begrænsninger. Jeg forklare aldrig nogen hvorfor. igen vil jo ikke være en byrde. Bider som altid smerten i mig. Viser intet...... Jeg er blot en stilletiende passager i livet. Viser kun lidt. Men har meget. Ved godt at de mennesker der siger sådan om mig, at jeg bliver syg på kommando, gør det kun i uvidenhed. Det er fordi de ikke kender mig. De siger de gør. jeg siger det gør de ikke. Sommetider kigger de på mig og siger, jeg kender mere til dig, end du aner. Jaja tænker jeg. Men det er nu altså ikke rigtigt. Men siger det ikke, for så slipper jeg for en diskussion. Gider snart heller ikke bruge mere krudt på at forsvare den jeg er. Ligesom når jeg bliver ked af det. Så for jeg af vide at jeg er negativ. Jamen er det da negativt at være ked af det? igen hvis jeg prøver og forklare, bliver der ofte sagt; Du er negativ. Jamen så er jeg jo lige vidt, og igen græder mit hjerte. Når jeg så en sjælden gang bliver godt gal i skralden. Ja så er jeg naturligvis negativ. Men forstår så ikke hvorfor folk ikke kan skille det ad, hvis de har set mig på begge måder? Jeg flejner godt ud, når jeg er godt gal. men gør det jo kun når der er en virkelig grund til det. Men ved også at jeg må sluge den. Bare undskylde. Tit mener jeg det da også. Men ved hvordan jeg får freden igen. Men sluger det jeg allermest mener. For har set for tit, at jeg kæmper min kamp alene. Hvorfor er det mon så svært at støtte hinanden? Hvorfor sætter man sig selv op på et piedestal? Hvorfor overhovedet sætte sig højere end andre, når nu vi alle er lige alligevel? Ja jeg har jo mine fejl som alle andre. Og af og til kan jeg vedkende mig de fejl andre pointere overfor mig. Men ikke dem alle. Man siger jo også at folk spejler sig i andre, fordi de ikke tør se deres egne problemer i øjnene. Hvorfor mon? Ja det gør ondt. Men det gør endnu mere ondt ikke at gøre det. Nå nu skal jeg vist af...... Hmm tilbage til de gamle rammer. Ligne mig selv som de kender mig. Ikke vise smerten. Ikke vise mig. Kun det de allerede kender. Jeg pakker mine ting sammen. tager jakken på, og går ud og venter på at toget standser, så jeg kan komme af toget. Jeg går som jeg har gjort mange gange i mit liv. Videre mod en nyt - gammelt kapitel i mit liv. . Signature
Happy Thoughts from Dare2thinK |
| Share This Post: | 
|
|
|
|
| Share This Thread | |
| Social Sharing: |
|
| Facebook Like: |
|
| Hop til Forum: |